Forord
Vi har her prøvet
at lave en slags shiba-håndbog, hvor mennesker, der overvejer at
anskaffe sig en shiba forholdsvist hurtigt kan få en idé om,
hvordan racen er. Vi er absolut ikke eksperter, men vi har efterhånden
læst og samlet en del information om shibaer, bl.a. via bøger,
internetsider,
mailinglister
og snak med andre shiba-ejere. Vi har erfaret, at shibaer kan være
ret forskellige både i udseende og temperament, men har alligevel
forsøgt at samle det, som generelt er kendetegnede for racen.
Vi håber
at nye/kommende shiba-ejere vil få glæde af denne lille "håndbog",
og de vil blive lige så glade for deres hund og racen, som vi er.
(Kort version
- Klik her !)
--------------------------------------------------------------------------------------------------
Valg
af race
Alt for mange
hunde bliver aflivet, fordi deres ejer ikke kunne magte dem, eller fordi
de ikke levede op til ejerens forventninger. Før du vælger
at få en shiba, bør du være sikker på at racen
passer til dig, dine ønsker og din livsstil. Der findes mange hundrede
forskellige racer, og de har alle forskellige egenskaber og behov. Man
kan derfor ikke automatisk bruge sine erfaringer fra tidligere hunde. Man
skal have tid og lyst til at opdrage, motionere og beskæftige en
shiba, for ellers kan den blive svær at have med at gøre.
Undersøg
så meget som muligt om racen, for hvis du er godt forberedt, før
du får en hund, er der større sandsynlighed for at du kan
klare evt. problemer og undgå ubehagelige overraskelser. Det er en
god idé at snakke med flere forskellige shiba-ejere og shiba-kenneler
om deres erfaringer, og det kan være lærerigt at melde sig
til en mailingliste.
OBS!
Husk også at undersøge på forhånd, at ingen i
den nærmeste familie har kæledyrs-allergi!
Valg af opdrætter
Der er ca. 500
shibaer i Danmark, så det er stadig en forholdsvis sjælden
race, og der kan også være lidt langt imellem kenneler, som
har hvalpe til salg. Det er en fordel, hvis opdrætteren har både
viden om og erfaring med shibaer, for ellers kan han ikke hjælpe
dig, hvis du har spørgsmål om racen. Forvent også at
opdrætteren spørger dig om nogle ting, f.eks. hvorfor du gerne
vil have en shiba og om dine boligforhold. Dette er kun godt, for det er
kun en dårlig shiba-opdrætter, der bare vil udlevere en hvalp
til hvem som helst uden at kende vedkommende lidt i forvejen. Det kan altså
godt betale sig at vente til man har fundet den rigtige kennel, selv om
det måske betyder at der går noget tid, før der er født
et kuld hvalpe (en shiba føder normalt mellem 2- 4 hvalpe pr. kuld)
En shibahvalp
koster normalt 9000 kr. i Danmark, uanset om den skal bruges til udstilling
eller som almindelig familiehund.
OBS!
Køb kun en hvalp hos en opdrætter, som du har fuld tillid
til. Alle seriøse og ansvarlige opdrættere får
deres hunde undersøgt for hofte-, knæ- og øjensygdomme
før de bliver brugt til avl. Desuden bør opdrætteren
være fornuftig og kritisk i vurderingen af sine avl-hundes temperament
og have stor viden om prægning/socialisering af hvalpe...
Udseende
Shibaen er en
forholdsvis lille hund (37- 41 cm høj målt ved skulderen)
og den er harmonisk bygget, dvs. at skulderhøjden er næsten
den samme som længden. Ørene er opretstående og den
har "krølle" på halen. Pelsen er forholdsvis kort med blød
underuld og lidt grovere overpels.
Shibaer findes
i tre forskellige farver.
I Danmark har vi flest røde (flamme-farvet) og sesam (rød
pels blandet med sort ), mens det er forholdsvis sjældent, at man
ser en black and tan (sort pels med rødbrune/hvide aftegninger).
I meget sjældne tilfælde ses også hvide eller langhårede
shibaer, men dette betragtes normalt som en stor fejl.
Nogle opdrætter
shibaer efter den japanske standard, mens andre følger FCI-standarden,
og det giver sig udtryk i lidt forskellige træk (f.eks. øjenform
og snudelængde)
Helbred
Shibaen anses
normalt for at være en sund og robust race, men hofteledsdysplasi,
løse knæskaller og øjensygdomme kan dog forekomme.
Deres tykke pels beskytter dem både mod kulde og varme, men selvfølgelig
bør de altid have adgang til læ, skygge og vand.
Shibaer bliver
normalt kønsmodne når de er ca. 6 mdr. gamle, og de kan blive
op til 15-16 år gammel.
Temperament og egenskaber
Shibaer blev
oprindeligt brugt til jagt på bl.a. bjørne og vildsvin i Japan
og de er normalt meget modige. De er også meget selvstændige.
Selv om de godt kan lide at være sammen med deres familie, har de
ikke en trang til at være klistret op ad deres mennesker hele tiden
og har derfor sjældent problemer med at lære at være
alene hjemme. Til gengæld kan de være ret stædige, og
det er naturligt for dem at afprøve grænser. De er også
kendt for at være meget nysgerrige, stolte og intelligente.
Opdragelse
Shibaer skal
opdrages kærligt men konsekvent, dvs. at man skal gøre tingene
ens hver gang. Når du har besluttet at der er noget din shiba må
eller ikke må, skal du holde fast i det. Det duer ikke at man ændrer
mening hele tiden alt efter om det er "onkel Kajs fødselsdag" eller
fordi hunden bare ser så sød ud. Men det betyder selvfølgelig
ikke at du konstant skal styre den i alt den foretager sig. De fleste shibaer
vil prøve at teste deres ejer en gang imellem, f.eks. ved at gøre
noget, de godt ved, de ikke må. Men så må man være
bestemt og viljefast indtil hunden har accepteret, at noget er "forbudt".
Du skal også prøve at virke rolig og selvsikker, så
hvalpen føler at du har tjek på tingene. Du er dens nye mor/far,
og den skal føle at den hos dig kan få god/retfærdig
vejledning og ikke mindst tryghed.
Mist ikke besindelsen
og brug ALDRIG hårde og voldelige opdragelsesmetoder overfor en shiba
- det er slet ikke nødvendigt, og det vil sandsynligvis ende med
at den mister al respekt og tillid til sin ejer...
Renlighed
Når du
får din shiba-hvalp med hjem, er den ca. 8 uger gammel. Den vil sikkert
allerede være godt på vej til at være stueren, for shibaer
lærer hurtigt, hvor de skal tisse (men du skal selvfølgelig
ud og lufte den adskillige gange hver dag alligevel). Shibaer er også
ofte ret kræsne med, hvor de "går på WC", og det er sjældent
man ser dem "pølle" midt på gaden. De foretrækker normalt
at gøre det lidt afsides eller i ly af en busk.
Socialisering
Hvis en shiba
kommer fra en fornuftig opdrætter, er hvalpen allerede blevet præget
og vænnet til mennesker. Den vil normalt blive stærkt knyttet
til sin ejer, men det er meget vigtigt at man fortsætter med
socialiseringen og lader den møde andre mennesker, venlige hunde,
lyde, steder osv., da den ellers kan blive reserveret eller endda bange
for andre mennesker og aggressiv over for hunde. (Pres ikke hvalpen til
at møde andre, men lad den selv tage kontakt, når den har
lyst)
OBS!
Man kan sagtens tage hvalpen med ud før den er færdigvaccineret
- Gå ud på små socialiserings-ture, så snart hvalpen
er faldet til i sit nye hjem - hvis man venter til den er 16 uger, er det
sandsynligvis for sent! Risikoen for at hvalpen bliver smittet med sygdomme
er meget lille og socialiseringen er så vigtig for at den
kan blive en normal og velfungerende hund!
Tyggetrang
Mange shibaer
har en temmelig stor tyggelyst, og de elsker at bide i fingre og tæer.
Det kan gøre ret ondt, især med de spidse hvalpetænder,
så prøv at gi' hvalpen et tyggeben eller et legetøj
istedet. Nogen gange kan det være svært at vænne dem
af med at tygge i fingrene, og man må prøve sig frem til en
metode, der virker. F.eks. kan man sige et lille hyl når hvalpen
bider, for så forstår de fleste hvalpe instinktivt, at de har
bidt for hårdt. Man kan også straks gå væk fra
hvalpen, hvis den bider (gå evt. ind i et andet værelse - men
bliv kun derinde i kort tid) Hvis man er heldig forstår hvalpen,
at man ikke gider at lege med den hvis den bider for hårdt.
OBS!
At hvalpen bider som lille, betyder ikke at den bliver aggressiv som voksen.
Det er blot hvalpens måde at lege og undersøge ting på.
Den er vant til i leg at bide i sine søskende og sin mor, men den
skal nu vænne sig til, at mennesker ikke synes det er sjovt...
Træning
Det er en god
idé at starte på hundeskole, for her kan du lære at
være en god "forælder" for din hund, og I kan hygge jer sammen
med andre mennesker og hunde. Vælg en skole der bruger moderne og
positive træningsmetoder og som har forståelse for, at hunderacer
er forskellige.
Shibaer er som
sagt meget lærenemme og glade for at lære noget nyt, dog man
skal ikke forvente at de blindt adlyder enhver kommando! Men hvis man forstår
at motivere dem rigtigt kan de hurtigt lære næsten alt! Når
man træner med en shiba, får man ofte det bedste samarbejde
med den hvis man bruger lækre godbider/ros, varierer øvelserne
og træner i kort tid ad gangen. Hvis en shiba synes at en øvelse
er kedelig eller ubehagelig, vil den sandsynligvis tydeligt vise
det ved at melde helt fra. Dette er ofte ikke et udtryk for dominansproblemer
(som en del trænere desværre tror), men simpelthen et tegn
på at ejeren må tænke lidt i alternative baner og finde
på noget, så hunden igen synes at det er sjovt...
Shibaer er ofte
gode til agility (forhindringsløb for hunde), da de er meget hurtige
og smidige. Mange shibaer synes, at agility er rigtig skægt, men
nogle kan begynde at kede sig efter 3- 4 gennemløb, så det
kan være lidt af en kunst at få dem til blive ved med at synes
det er sjovt.
OBS!
Man bør under ingen omstændigheder bruge træningsmetoder,
der anvender straf, vandsprøjt, ryk i linen o.s.v., da de på
ingen måde virker fremmende for samarbejdet mellem hund og ejer -
Tværtimod! Det er forældede og unødige træningsmetoder,
som får hunden til at miste glæden ved træningen og kan
ødelægge forholdet og tilliden til ejeren.
Motion og aktivering
Hvis du får
en shiba, opdager du hurtigt at det er en aktiv og nysgerrig lille "krabat".
Særligt når den er ung, kan den virkelig være fuld af
krudt og spilopper, så du bør sørge for, den får
en passende mængde mental aktivering
og fysisk motion. Regn med at en voksen shiba skal luftes mindst et par
timer hver dag, hvis den skal ha' dækket sit behov for motion og
oplevelser (En lille hvalp må selvfølgelig ikke over-aktiveres,
for så kan den blive overtræt og "overgearet". Lad den bruge
energien på leg, små socialiseringsture og lidt roligt "hjernearbejde").
Gode aktiviteter
for en ung/voksen shiba kan f.eks. være lange gåture i naturen,
sporarbejde/madsøg, agility, hundekunster.
Pleje
Shibaer har en
dobbelt-pels med blød underuld og lidt grovere overpels. De fælder
2 gange om året, og da taber de al underulden og lidt af overpelsen.
Når fældeperioden starter, begynder der at stikke små
hvide totter af underuld ud, og det kan være en fordel at børste
hunden ret ofte. På den måde kan man begrænse mængden
af hår på gulvtæppet, men støvsugeren slipper
nok ikke helt for at komme på overarbejde! Fældeperiodens længde
kan variere meget fra hund til hund, og den kan vare i flere måneder.
Nogle shibaer bliver helt tynde og ranglede at se på, når de
fælder, mens der på andre ikke er den helt store forskel.
Man behøver
normalt ikke vaske en shiba mere end et par gange om året. Mange
shibaer er ikke "vandhunde", og de går normalt en stor bue udenom
vandpytter og mudderpøler. De kan ofte ikke fordrage at komme i
bad, men heldigvis er de selv meget flinke til at holde pelsen ren til
daglig. Nogle kan endda bruge meget tid på at soignere sig næsten
på samme måde som katte.
Mange shibaer
kan heller ikke fordrage at få klippet deres negle, og de kan blive
helt hysteriske, når neglesaksen findes frem. Men prøv alligevel
at vænne hvalpen til at få klippet negle en gang imellem. Nip
kun en lille bid af, og forsøg at gøre det til en hyggelig
begivenhed f. eks. ved at være lidt rundhåndet med godbidderne.
Uden snor
Shibaer er meget
selvstændige, og de kan godt finde på at "gå på
eventyr", hvis de løber uden snor. I modsætning til racer
som f.eks. schæfer, collie og labrabor bliver en shiba ikke altid
tæt på ejeren, for de er avlet til at arbejde selvstændigt
og løbe langt (!) foran jægeren og opspore vildtet. Hvis jagtinstinktet
først har grebet en shiba, sker det ofte at den slet ikke opfatter
at man kalder. Derfor må man
aldrig slippe dem løs
på steder, hvor de kan blive væk eller komme til skade f.eks.
i nærheden af veje og togskinner. Alle shibaer synes at det er dejligt
at løbe uden snor, men det bør foregå på et relativt
sikkert sted f.eks. en indhegnet
skov, på stranden eller et andet omhyggeligt udvalgt sted.
Begynd at træne
indkald allerede mens hvalpen er lille, for da er chancen større
for, at den bliver i nærheden af dig. Brug nogle rigtig lækre
godbidder som belønning, når den kommer, og bliv ikke vred
hvis den ikke straks kommer. Prøv så vidt muligt kun at kalde
på din shiba, når du er rimeligt sikker på succes - f.eks.
er det sjældent en god idé at kalde, lige når den står
og hilser på en fremmed hund. Vent istedet et øjeblik til
den er klar og prøv så at kalde. Kald også gerne derhjemme
hver gang, der skal ske noget rart eller sjovt (mad, leg, godbid, kæl
o.s.v.) Men kald aldrig på hunden, hvis der venter noget ubehageligt
(negleklip, bad o.s.v.)
Selv om en shiba
bliver flink til at komme ved indkald, bør man alligevel ikke tage
nogle unødige chancer, for den kan blive overvældet af sit
store jagtinstinkt eller nysgerrighed og i det øjeblik glemme hvad
den har lært.
OBS!
Husk, du har ansvaret for din hunds sikkerhed og du må selv vurdere,
hvor stor risikoen er for, at den kommer til skade eller bliver væk,
hvis du slipper den løs!
Indhegning
af have
Shibaer er som
sagt meget nysgerrige hunde, og de vil meget gerne undersøge alt.
Hvis du har en have, skal du huske at indhegne den fuldstændigt,
så din shiba ikke kan komme ud. Mange shibaer kan springe meget højt,
selv uden tilløb, så hegnet bør være så
højt som overhovedet muligt. Det er også en god idé
at grave hegnet et stykke ned i jorden eller på anden måde
forhindre, at hunden kan grave sig ud. Hvis din shiba skal være uden
opsyn i haven, bør du være ekstra omhyggelig med indhegningen.
Er der bare den mindste mulighed for at komme ud, skal en nysgerrig shiba
nok finde den! Tag også højde for at f.eks. avisbude og børn
kan glemme at lukke havelågen!
Shiba-lyde
Shibaer gøer
normalt kun, hvis de vil advare deres flok/mennesker om et eller andet,
f.eks. når nogen nærmer sig huset, men de gøer ikke
hele dagen lang som nogle andre racer. Til gengæld "småsnakker"
nogle shibaer meget, og de kan endda finde på at skrige! Nogle skriger
bare de er utilfredse over noget, mens andre stort set aldrig siger en
lyd! Hvis du har hørt et shiba-skrig, glemmer du det aldrig igen!
Det er så højt, at det synger i dine ører længe
efter, og naboerne vil sikkert tro at du er ved at slå hunden ihjel!
Shibaer og børn
Ligegyldig hvilket
dyr man har, bør man lære sine børn at omgåes
det på en fornuftig måde. Det samme gælder selvfølgelig
også for shibaer. Forklar børnene at de skal lade den være
i fred når den sover, og at den ikke kan lide at blive drillet og
trukket i halen. Lad dem heller ikke lege vilde lege med hunden, men vis
istedet hvordan de f.eks. kan træne hundekunster. Hvis du ikke selv
har børn, kan du måske "låne" naboens, så din
shiba også kan blive tryg ved dem. Hvis I møder fremmede børn
på gaden, kan det være en fordel at bede dem om at hilse på
hunden en eller to ad gangen. En hel flok børn, der alle vil klappe
på én gang, kan virke meget overvældende og skræmmende
på en lille hund. Sørg også for at hunden har mulighed
for at gå væk, hvis den ikke længere har lyst til at
hilse.
OBS!
Mindre børn og hunde bør altid være sammen under opsyn
af voksne.
Shibaer
og andre hunde
Det er ikke usædvanligt,
at voksne shibaer bliver mere eller mindre aggressive over for andre hunde
af samme køn (nok især hannerne). Nogle bryder sig bare ikke
om, at der er andre hunde i nærheden. Andre kan blot ikke li', at
en fremmed hund er nærgående eller vil "dele" en pind! Dog
kan man forebygge nogle af disse problemer f.eks. ved at sørge for
at hvalpen får rig mulighed for møde mange venlige hunde og
lave korte/positive hilsemøder. Man kan også undlade at kaste
med pinde eller andet legetøj, så der ikke er noget at konkurrere
om.
OBS!
Agressivitet skyldes ikke altid dét, som mange kalder "dominans".
F.eks. kan årsagen også være stress, angst eller smerter.
Derfor kan det i tvivlstilfælde være en god idé at få
hunden tjekket af dyrlægen eller få kontakt til en dygtig
adfærdsbehandler.
Andre dyr
Shibaer blev
oprindeligt brugt til jagt og de har stadig det store jagtinstinkt i behold.
De kan derfor finde på at jage fugle, kaniner, mus, egern og lign.
Man bør derfor passe på, at det ikke går ud over de
andre dyr i huset såsom kat, hamster, undulat og andre som shibaen
kan opfatte som et bytte. Men med træning/tilvænning og under
opsyn er der dog eksempler på f.eks. shibaer og katte, som kommer
fint ud af det med hinanden.
Til sidst...
Hvis du efter
at have læst dette stadig ønsker at få en shiba fordi
du mener, at den vil passe godt til dig og din livsstil, vil du kunne se
frem til mange søde, sjove og spændende oplevelser med en
dejlig hund!
Links
til andre internetsider med information om shibaer:
"Information
om racen" fra Kennel Saijoto's hjemmeside
"Shiba-beskrivelse"
fra Sorsha & Okami's hjemmeside
"Shiba
Inu" fra Kinya's hjemmeside
"Shiba
Q & A" fra Kennel Paragons hjemmeside
|